Frantz Howitz arbejdede i mange år som dk4’s kulturredaktør og faste mand i marken på arkæologiske udgravninger rundt i det ganske land. De første programmer i serien ”Arkæologien rundt” gik over skærmen i 2002. Samarbejdet med arkæologerne og museerne gjorde Frantz Howitz opmærksom på de mange Danefæ, som Nationalmuseet årligt modtog. Det gav ham ideen til programmet ”Danefæ Top 10”.

Det blev en årlig tradition, at Nationalmuseets Danefæ-afdeling satte sig sammen med dk4´s Frantz Howitz for at sammensætte en top 10-liste over det forgangne års mest interessante arkæologiske fund. For at komme i betragtning til listen var det reglen, at et fund skulle have været inde omkring Nationalmuseet for at blive registreret og Danefæbehandlet. Fund af ikke ædelt metal gjort under professionelle udgravninger kommer ikke i betragtning, men det gjorde derimod de genstande, der var fundet af private – enten med detektor eller som løsfund.

Da den første udgave af ”Danefæ top 10” blev vist, var der genstande på listen, der overhovedet ikke ville komme i betragtning i 2016, hvor den ene detektorplads med rige fund efter den anden blev opdaget, og det var helt overdådigt, hvad der kom frem fra den danske muld.

Ikke så snart Nationalmuseet og Frantz Howitz havde udarbejdet årets liste i december måned, før der kom nye fund til, som vendte op og ned på placeringerne. Genstande blev slettet fra listen, og placeringer måtte ændres. Det skete fx hvor nye udgravninger med supplerende rige og unikke fund byttede om på de to øverste placeringer.

”Gensyn på dk4” giver mulighed for at se, eller gense, skatte fra dk4’s tv-arkiv. Udsendelsernes tekniske kvalitet er af ældre dato.